Fra Dueodde til Hammer Fyr - et ultraløb med kræft

Gå de dyre meter, løb de billige

De første cirka fem kilometer gik langs stranden ved Dueodde, og fordi jeg ikke kendte hele ruten eller vidste præcis, hvad der ventede senere på dagen, holdt jeg bevidst igen. Det skulle vise sig at være en strategi, som kom til at følge mig hele vejen mod Hammer Fyr.

Jeg gik, når terrænet blev dyrt, og løb, når det blev billigt. På stejle stigninger, i løst sand og senere i teknisk terræn kunne jeg bruge enorme mængder energi på at løbe for at hente ganske få sekunder, mens jeg på lettere og nedadgående strækninger kunne løbe langt mere økonomisk. Flere gange oplevede jeg andre løbere løbe forbi mig på en bakke og måske hente 50 meter, mens jeg gik, men når terrænet igen blev lettere, begyndte jeg at løbe, og nogle kilometer senere var vi samlet igen.

"Gå de dyre meter, løb de billige" blev min strategi, men tankegangen minder faktisk meget om den måde, jeg arbejder med løbetræning på som Trailguy. Man behøver ikke vinde hver kilometer, hvis målet er at vinde summen af dem, og man bliver heller ikke nødvendigvis en bedre løber af altid at træne hårdere. Det handler om at bruge kræfterne dér, hvor de giver mening.

Trailguy er mig, Tomas, og er samtidig løbedelen af Stevns Massage. Under Trailguy ligger Team Trailguy Stevns, som er vores lokale løbefællesskab, mens jeg som løbecoach arbejder individuelt med løbere på stort set alle niveauer under eliten. Det kan være et menneske, som aldrig tidligere har løbet og gerne vil lære det, eller en erfaren løber, som vil forbedre sin tid på 5 eller 10 kilometer, træne mod halvmaraton eller maraton, blive bedre til trailrunning eller bevæge sig ud mod de lange distancer og ultraløb.

Fælles for dem er ikke deres tempo eller distance, men ønsket om enten at komme i gang eller blive en bedre løber. Derfor tror jeg heller ikke på, at én bestemt træningsmetode eller én færdig løbeplan passer til alle. En træningsplan kan være fantastisk på papiret, men det interessante begynder først, når den møder det menneske, der faktisk skal udføre den.

Det har mit eget kræftforløb lært mig på en måde, som ingen lærebog kunne have gjort.

Jeg lever selv med metastatisk kræft i stadie IV, jeg træner under immunterapi, og jeg løber med kræft i kroppen. Det betyder, at min erfaring med løb og kræft ikke kun er teoretisk, men samtidig er det vigtigt for mig at skelne mellem erfaring og medicinsk ekspertise. Jeg kan hjælpe med løbetræningen og forstå mange af de udfordringer, der opstår omkring den, mens lægerne skal tage sig af det medicinske.

Jeg har blandt andet holdt foredrag hos DANYCA om løb og kræft, og det budskab, jeg vender tilbage til, er, at træningsplanen skal kunne bevæge sig sammen med mennesket. Der må gerne være ambitioner, struktur og mål, men der er en plan, indtil virkeligheden ændrer den.

Lighthouse Run blev et meget konkret eksempel på netop det. Jeg havde planlagt en langt bedre fysisk forberedelse til mit første ultraløb, men da immunterapien påvirkede mine nyrer, var det ikke længere træningsplanen, der bestemte. Kroppen gjorde. Da jeg senere kunne begynde at løbe igen, måtte jeg tage udgangspunkt i det sted, jeg faktisk befandt mig, i stedet for det sted jeg ifølge planen burde have været.

Det betød ikke, at målet om et ultraløb nødvendigvis skulle opgives, men det betød, at ambitionen og måden, jeg kom frem på, måtte tilpasses virkeligheden.

På Bornholm var der derfor ingen interesse i idiotiske heltegerninger. Opgaven var fremdrift, mad, væske og at komme til Hammer Fyr.

Undervejs begyndte de normale løbedistancer også at få en lidt mærkelig betydning. Ved 30 kilometer stod mit ur på 3:54:42, hvilket faktisk var personlig rekord på distancen. Det er en lettere absurd måde at sætte en 30 kilometer-PR på, når man løber konservativt gennem sand, skov og trail og stadig har omkring 30 kilometer tilbage.

Ved maratondistancen, 42,2 kilometer, stod uret på 6:07:59. Det var det langsomste maraton, jeg nogensinde havde løbet, og samtidig var jeg fuldstændig ligeglad, for denne gang var et maraton ikke målet, det var bare et sted undervejs. Ved 50 kilometer stod uret på 7:30:26, og nu var jeg for alvor kommet ud på en distance, hvor jeg ikke længere havde tidligere erfaringer at sammenligne med.

Hovedet fungerede stadig, og konditionen fungerede, men musklerne begyndte efterhånden at afsløre de måneders træning, jeg ikke havde fået. Det var egentlig ikke overraskende. Man kan justere strategi og tempo, men man kan ikke snyde kroppen til at tro, at den har trænet noget, den ikke har trænet.

Til gengæld havde jeg noget andet med mig på Bornholm, som også er blevet en vigtig del af Trailguy.

Jeg havde et fællesskab.

Vi starter sammen, og vi slutter sammen

Michelle og Kathrine fra Team Trailguy var med på Bornholm og heppede og hjalp mig ved depoterne. Jo længere dagen blev, desto mere betød det at vide, at der stod kendte ansigter længere fremme.

Det var på en måde en fin ombytning af rollerne, for Team Trailguy begyndte netop med ønsket om at hjælpe andre mennesker i gang med at bevæge sig. Det startede som Stevns Massages løbefællesskab og var oprindeligt kun for klinikkens klienter, fordi jeg gerne ville give dem en mulighed for at komme ud og løbe og bevæge sig uden, at det skulle koste noget. Siden er Team Trailguy Stevns blevet åbent for alle, og hver lørdag mødes vi ved Bøgeskov Havn og løber sammen.

For mig er et løbefællesskab imidlertid nødt til at være mere end en flok mennesker, der starter deres Garmin-ure samtidig og derefter løber hver sin vej. Derfor har vi en grundtanke om, at vi starter sammen og slutter sammen. Der kan sagtens være forskellige tempi undervejs, men der skal være plads til både den hurtige og den langsomme, den rutinerede og den, der måske lige har opdaget, at løb faktisk godt kan være noget for dem.

Jeg bruger også min erfaring som løbecoach i fællesskabet, så Team Trailguy ligger et sted mellem det klassiske sociale løbefællesskab og den traditionelle løbeklub. Man behøver ikke købe et coachingforløb for at være med, man behøver ikke kunne løbe en bestemt tid, og man behøver ikke bevise, at man hører til.

På Bornholm var det denne gang mig, der fik noget tilbage fra det fællesskab. Michelle og Kathrine stod der, mens kilometerne blev længere og benene mere trætte, og det var en påmindelse om, hvorfor fællesskab betyder noget. Vi kan godt løbe alene, men det betyder ikke, at vi altid behøver gøre det hele alene.

Hammer Fyr

Jo tættere jeg kom på målet, desto mindre mening gav kilometertiderne. De sidste cirka 700 meter mod Hammer Fyr tog omkring 15 minutter, hvilket lyder grotesk langsomt, hvis man kun ser på et løbeur, men efter næsten 60 kilometer befandt jeg mig på Hammerknuden blandt klipper og stejlt terræn og skulle finde vej op mod fyret fra bagsiden.

På et tidspunkt stod jeg nærmest og kravlede omkring en stor klippe, og lige dér er der ikke ret meget hjælp at hente i en diskussion om, hvorvidt ens pace burde være 5:30 eller 6:00 min/km.

Det er noget af det, jeg holder af ved trailrunning og ultraløb. Et tal på et ur kan være et fantastisk redskab, men tallet fortæller ikke altid hele historien. Det samme gælder i træning. Data, træningsplaner, pulszoner og kilometertider kan hjælpe os enormt meget, men de kan ikke stå alene, for i sidste ende sidder tallene på et menneske.

Efter 9 timer, 13 minutter og 13 sekunder nåede jeg Hammer Fyr og havde gennemført mit første ultraløb.

Jeg fortæller ikke historien, fordi 9:13:13 er en fantastisk ultratid, og jeg fortæller den heller ikke for at skabe en tåreperser om, hvor synd det er at have kræft. Jeg fortæller den, fordi sygdom og ambition godt kan eksistere samtidig.

Jeg lever med metastatisk kræft i stadie IV, men jeg er samtidig løber, løbecoach og nu også ultraløber, og de ting kan ikke skilles ad. Kræften forsvinder selvfølgelig ikke, fordi jeg tager løbeskoene på, ligesom immunterapien ikke holder op med at give bivirkninger, fordi der står et løb i kalenderen. Nogle gange fungerer kroppen næsten, som jeg kender den, mens behandlingen andre gange ændrer spillereglerne fra den ene uge til den næste.

At jeg kunne løbe omkring 60 kilometer på Bornholm betyder heller ikke, at en anden kræftpatient bør gøre det samme. Det ville være en fuldstændig forkert konklusion. For én kan den store sejr være at komme ud at gå igen, for en anden at løbe de første 500 meter, for en tredje at komme tilbage til 5 kilometer, mens en fjerde måske allerede løb maraton før sin diagnose og forsøger at finde ud af, hvordan træningen kan fortsætte under behandling.

Det interessante spørgsmål er derfor ikke, om alle kan løbe et ultraløb med kræft, men hvad det enkelte menneske kan gøre med den krop og det liv, der findes lige nu.

Det er det samme spørgsmål, jeg forsøger at stille de mennesker, jeg coacher, uanset om kræft er en del af deres historie eller ej. Hvor er du nu, hvor vil du gerne hen, og hvordan bygger vi en vej mellem de to steder, som passer til dig?

Fire dage efter Lighthouse tog jeg løbeskoene på igen. Planen var en meget stille luntetur for at mærke, hvordan kroppen havde det efter de mange timer på Bornholm. Jeg løb knap seks registrerede kilometer, plus de 300-400 meter hvor jeg som en idiot havde glemt at starte uret igen, og undervejs følte jeg mig så stærk, at jeg begyndte at overveje, om jeg ikke bare skulle tage 10 kilometer.

For en gangs skyld vandt fornuften, så jeg stoppede.

Det er måske meget passende, for mit mål med ultraløb er ikke at finde ud af, hvor meget jeg kan ødelægge mig selv. Jeg vil kunne blive ved med at løbe. Jeg vil fortsat være hurtigere på de kortere distancer, løbe halvmaraton og maraton, løbe trail og samtidig udvikle mig som ultraløber. Jeg vil bruge mine egne erfaringer til at blive en bedre løbecoach, både for den raske løber og for det menneske, hvis træningsplan hele tiden må forhandle med et kræftforløb, og jeg vil fortsætte med Team Trailguy og forsøge at få flere mennesker ud at bevæge sig.

Lighthouse Run på Bornholm venter igen i 2027, og denne gang ved jeg langt mere om, hvad der møder mig mellem Dueodde og Hammer Fyr. Jeg ved, at jeg kan træne bakkerne bedre, gøre benene stærkere, blive bedre i det tekniske terræn og bære mindre med mig, og forhåbentlig får jeg også mulighed for en langt mere sammenhængende træningsperiode.

Men den vigtigste erfaring fra mit første ultraløb handler ikke om, hvordan jeg barberer minutter af tiden næste år.

Jeg stod ved Dueodde med den krop og det liv, jeg havde den morgen, og ni timer, tretten minutter og tretten sekunder senere stod jeg ved Hammer Fyr.

Med kræft i kroppen, ambitionerne intakte og stadig med lyst til at løbe.

#LiveToMoveMoveToLive