Trailguy Flow

13-03-2026

Bevægelse, rytme og kundskab - også når kroppen er under pres

Af Tomas Patheier
Trailløber, Master i Taekwondo (4. dan) og kræftpatient i aktiv behandling med immunterapi

Når stilstand ikke føles som ro

En af de mest almindelige beskeder vi får, når kroppen bliver presset af sygdom, stress eller overbelastning, er enkel - tag den med ro. Det bliver sagt med de bedste intentioner, men for mange mennesker føles passivitet ikke som ro, det føles som stilstand, og stilstand kan være svær at leve med, når kroppen allerede føles fremmed.

For nogle mennesker bliver bevægelse derfor ikke en belastning, men en måde at finde retning igen.

Når vi løber, går eller bevæger os gennem naturen, sker der ofte noget efter et stykke tid. Tankerne falder lidt i baggrunden, skridtene finder en rytme, og bevægelsen begynder at flyde mere naturligt. Kroppen arbejder stadig, men uden at hvert skridt bliver analyseret. Inden for sportspsykologien kaldes denne tilstand flow - det mange beskriver som at være i zonen.


Fra psykologisk flow til træningsfilosofi

Trailguy Flow er et forsøg på at oversætte denne psykologiske idé til en praktisk forståelse af træning.

Når flow ikke længere kun er en mental tilstand, men bliver en del af den måde træningen organiseres på - gennem progression, variation og rytme - bliver det til noget mere end en oplevels

Det bliver en træningsfilosofi, et træningsunivers, hvor bevægelse ikke kun handler om tempo eller distance, men om at finde en rytme kroppen kan arbejde i.

Det er derfor ikke en videnskabelig model eller en behandlingsmetode, det er et forsøg på at sætte ord på den rytme, der opstår når progression, mestring og menneskelig bevægelse mødes i praksis - også når livet gør ondt.


Flow - når udfordring og evne mødes

Begrebet flow blev første gang beskrevet af psykologen Mihály Csíkszentmihályi, hans forskning viste, at flow opstår når balancen mellem udfordring og evne rammer rigtigt, er opgaven for let opstår kedsomhed, er den for svær opstår stress, men når balancen ligger præcist imellem, opstår en tilstand hvor fokus samler sig og bevægelsen føles naturlig.

Senere har forskere som Steven Kotler arbejdet med de neurobiologiske mekanismer bag flow, de beskriver hvordan hjernen i disse øjeblikke midlertidigt dæmper aktiviteten i den præfrontale cortex - den del af hjernen der normalt styrer selvkritik, planlægning og bekymring, denne midlertidige nedregulering kaldes transient hypofrontality.

Meget af Kotlers arbejde tager udgangspunkt i elitepræstationer og ekstreme miljøer, trailguy Flow handler ikke om at optimere mennesker til toppræstationer, det handler om at forstå hvordan rytme og bevægelse kan skabe mental ro i helt almindelige kroppe - også når de er under pres fra sygdom, behandling eller et presset liv.


En undersøgelse indefra

En del af refleksionerne bag Trailguy Flow udspringer også af min egen situation som trailløber med metastatisk nyrekræft i aktiv behandling med immunterapi, det betyder at de principper jeg beskriver ikke kun kommer fra teori eller trænererfaring, de bliver også afprøvet i praksis - i en krop under sygdom, behandling og svingende energi niveau.

Artiklen kan derfor læses som en praksisbaseret undersøgelse, flow, pacing og bevægelse undersøges ikke kun udefra, men også indefra gennem træning, behandling og restitution, det er ikke klinisk forskning, men det er heller ikke kun fortælling.
Det er erfaring sat i system.


Bevægelse som valuta - dyr og billig energi

Når kroppen er presset, bliver evnen til at lytte vigtigere end evnen til at presse, i mit eget arbejde med bevægelse er jeg begyndt at tænke på energi næsten som en form for valuta.

Nogle dage er bevægelse dyr, hvert skridt kræver en beslutning, kroppen føles tung og den mentale modstand er høj, andre dage er bevægelse billig, rytmen opstår næsten af sig selv og bevægelsen føles økonomisk og naturlig.

Den forskel bliver et vigtigt pejlemærke, når bevægelsen er dyr, er opgaven ikke at presse hårdere, opgaven er at skrue ned - skifte tempo, skifte underlag eller skifte fra løb til gang, når bevægelsen er billig, begynder flowet ofte at vise sig.

På den måde bliver man gradvist forsker i sin egen bevægelse, ikke for at kontrollere kroppen, men for at forstå den.


Jisig - kundskab der bor i kroppen

En del af min forståelse af dette kommer fra mere end tyve års træning i Jisig Taekwondo. Ordet Jisig betyder kundskab. Men i denne sammenhæng handler kundskab ikke kun om viden i hovedet. Det handler om noget der opstår gennem gentagelse, erfaring og kropslig forståelse.

I Taekwondo trænes dette blandt andet gennem poomsae - faste bevægelsesmønstre hvor teknikker gentages igen og igen. Efter nok gentagelser stopper man med at tænke over hver bevægelse. Kroppen ved hvad den skal gøre. Det er her flow opstår i kampsporten.

Når et mønster mestres introduceres et nyt mønster på et lidt højere niveau. Flow genfindes igen i spændingsfeltet mellem det kendte og det nye.

Den samme mekanisme findes i løb. Når en distance eller et tempo bliver naturligt, opstår behovet for en ny udfordring - sofa til 5 km, 10 km til halvmaraton, halvmaraton til maraton, og for nogle videre til ultraløb.

Flow er derfor ikke en tilstand man opnår én gang. Det er noget der udvikles gennem progression.


At miste flow - og finde det igen

Men i den virkelige verden brydes flow hele tiden, regn, mudder, modvind, eller et energidyk midt i en tur.

Derfor handler træning ikke kun om at finde flow, det handler også om at kunne genfinde det.

Som træner lægger jeg derfor bevidst små forstyrrelser ind i træning - tempoændringer, skift i underlag eller variation i rytme, ikke for at ødelægge flowet, men for at lære kroppen at finde rytmen igen når den bliver brudt.

Flow er ikke fravær af modstand.

Flow er evnen til at finde rytmen igen efter modstand.


Når rytmen er meget lille

Det er vigtigt at forstå begrænsningerne, flow må aldrig blive endnu et krav man skal leve op til.

Der findes dage hvor rytmen næsten ikke er der, under sygdom, behandling eller ekstrem træthed kan selv små bevægelser føles uoverstigelige, på de dage er opgaven ikke at finde peak performance, opgaven er bare at være i kroppen uden kamp.

Nogle gange er rytmen ikke et trailløb i skoven, nogle gange er den et roligt åndedrag i en stol eller en kort tur ned ad gangen. Det er stadig bevægelse, det er stadig liv.


Bevægelse som liv

Inden for forskningsfeltet exercise oncology - forskning i hvordan fysisk aktivitet påvirker kræftpatienters helbred og livskvalitet - ved vi, at selv moderat bevægelse kan reducere bivirkninger som angst og ekstrem træthed. Det bekræfter noget mange mærker i praksis: kroppen finder ofte en ny rytme gennem bevægelse, også under sygdom.

Hospitaler behandler sygdom, men bevægelse hjælper mange mennesker med at bevare livet omkring den - også når kroppen er presset af sygdom og behandling

For nogle er det løb, for andre en stille gåtur i naturen, for nogle er det bare at komme ud ad døren og mærke kroppen vågne lidt igen, det vigtige er ikke tempo eller distance, men at kroppen stadig får lov til at være i bevægelse på de vilkår den har lige nu.

Nogle dage giver mere end andre, og nogle dage er det nok bare at tage det første skridt ud ad døren.

Og når rytmen brydes - at have modet til at finde den igen.

Fakta

Rytmisk bevægelse som gang eller løb kan få tankerne til at falde til ro.

Mange oplever at fokus samler sig, mens bevægelsen overtager rytmen.

Fakta - hjernen i flow

I flow dæmpes aktiviteten i den del af hjernen der styrer analyse og selvkritik.

Derfor oplever mange, at tankerne falder til ro, mens handlingen fortsætter.

Tilstanden kaldes transient hypofrontality.

Trailguy-note

Energi føles ikke ens hver dag.

Nogle dage er bevægelse dyr,
andre dage er den billig.

Lyt efter forskellen,
det er ofte dér kroppen viser vejen.


Begreb

Jisig (지식)

Koreansk ord for kundskab eller viden.

Jisig Taekwondo blev godkendt som selvstændig stilart i 2012 under Shihan Stefan Sambleben.

I dag videreføres traditionen under Shihan Nicolaj E Nilsson.

Fakta - energi under sygdom

Energi kan svinge meget under sygdom og behandling.

Fatigue er en almindelig bivirkning.


Begreb - #TrailguyFlow
beskriver den rytme kroppen finder gennem bevægelse.

Princip - #LiveToMoveMoveToLive er grundtanken bag Trailguy.

Bevægelse er ikke kun sport, det er en måde at bevare livet omkring sygdom, modgang og hverdag.